I stedet for at få udskiftet implantatet, er der efterhånden flere kvinder, der ønsker at få fjernet dem og evt. få foretaget et brystløft samtidig.
Er du slank og ligger implantatet bag brystmusklen, kan man nøjes med at fjerne implantatet og stadig få et ganske pænt resultat. Hvis brystet er slapt og hænger, kan det være nødvendigt med et brystløft, hvor jeg bruger dit eget væv til mere fylde.
Du kan altid kontakte mig
Konsultation før fjernelse af brystimplantater
Det er en god idé at tage en ven eller et familiemedlem med til forundersøgelsen. Jeg tager billeder, og sammen aftaler vi inden for hvilke rammer, ændringerne kan foretages. Ikke alt kan lade sig gøre, og operationen afhænger helt af den enkeltes udseende. Det er også vigtigt at gennemgå forløbet efter operationen.
Du bør før operationen få foretaget en ultralydsscanning af brystet, for at se om der er uønskede knuder i brystet.
Fjernelse af brystimplantat samt brystløft
Operationen foretages i hel bedøvelse. Skal implantaterne blot fjernes, kan du komme hjem samme dag, men hvis du vælger samtidig at få foretaget et brystløft, er du indlagt til næste dag.
Hvis der kun er tale om fjernelse af implantaterne, lægges et snit rundt om det tidligere ar i folden under brystet, så dette ar forsvinder, og implantaterne tages ud. Det gør ikke ondt efter operationen.
Hvis der både er tale om fjernelse af implantaterne og et brystløft, indtegner jeg først den nye placering af brystvorten samt snittet og dermed arrenes placering. Derefter fjernes implantatet, hvorefter brystet løftes ved at fjerne det øverste hudlag, således at brystvorten bevares på kirtlen, og den løftes op til sin nye placering. Brystvævet samles og syes op til den underliggende muskulatur. Den resterende hud lukkes omkring brystkirtlen. Der lukkes med indvendig tråd, som opløses af sig selv samt et par enkelte udvendige tråde, som fjernes efter henholdsvis 1 og 3 uger.
Der sættes små plastre over syningerne, og de kan tåle let brusebad men ikke creme. Plastrene bør sidde til du får fjernet de første tråde efter 1 uge. Du får også bandage over brystet, og bandagen fjernes næste morgen.
Når du bliver udskrevet, bliver du sendt hjem med en bh i den aftalte størrelse.
Komplikationer ved brystimplantater
Der kan i sjældne tilfælde opstå efterblødning, hvor blodet siver inde i brystet. Blødningen behandles ret enkelt ved, at jeg tømmer den blodansamling, der er kommet i brystet, og det har ingen betydning for resultatet.
En anden – men yderst sjælden – komplikation er betændelse efter operationen. Det viser sig efter en uge ved feber, smerter, varme og rødme og behandles med antibiotika.
Kontrol efter fjernelse af brystimplantat
Hvis operationen blot er fjernelse af implantater, kommer du til kontrol hos mig efter 1 uge og igen efter 3 måneder.
Hvis du samtidig har fået foretaget brystløft, får du fjernet tråde efter 1 og 3 uger. Kontrol hos mig igen efter ca. 4 måneder.