Brystreduktion

Hvis du har store bryster og vejer for meget, er der ofte meget fedt i brysterne. Du behøver dog ikke nødvendigvis gå ned i vægt, da jeg reducerer brystet ved at foretage en fedtsugning af brystet efterfulgt af et brystløft. Det er mere skånsomt end hvis man også fjerner kirtelvæv, og jeg synes, at det giver et smukkere resultat. Du kan stadig amme og følsomheden i brystvorten vil være uændret.

Du kan altid kontakte mig

Kontakt mig bonnie@bonnie-erichsen.dk

 


Konsultation før brystreduktion

Det er en god idé at tage en ven eller et familiemedlem med til forundersøgelsen, da det ofte giver en form for tryghed, og tilstedeværelsen af en tredjepart kan sikre, at du ikke tager forhastede beslutninger. Jeg tager billeder, og sammen aftaler vi inden for hvilke rammer, ændringerne kan foretages. Ikke alt kan lade sig gøre, og ikke alt bør gøres, så operationen afhænger helt af den enkeltes udseende.

Det er vigtigt at gennemgå forløbet efter operationen, hvor det er almindeligt med hævelse og misfarvning i 1-2 uger.

En forudsætning for operationen er, at du ikke ryger, da rygning øger risikoen for komplikationer betydeligt. Du bør helt undlade at ryge to uger før operationen og tre uger efter operationen.

Du bør før operationen få foretaget en ultralydsscanning af brystet, for at se om der er uønskede knuder i brystet.

Hvorfor ønsker man en brystreduktion?

Der kan være en række årsager til, at man som kvinde vil have sine bryster gjort mindre. For nogle drejer det sig om, at brysterne er så store, at de er i vejen for f.eks. fysisk aktivitet eller lignende. Men for andre handler det om, at de tunge bryster giver fysiske skavanker og ubehag. Følgende tekst er uddrag fra et brev, som er et godt eksempel på sidstnævnte.

"Jeg er nu 20 år, og jeg husker udmærket dagene for to år siden, hvor jeg var inde hos dig og fik 'lavet mine bryster om'.

Tiden før var fofærdelig. Jeg husker hver sommer, hvor jeg skulle gå og pakke mig ind. Jeg var 17 år, da jeg hørte om din klinik. Alle, jeg fortalte det til, sagde, at det bare var en dille, jeg havde fået. Men de forstod ikke, at jeg havde lidt med det, siden jeg var 12 år.

(...) Ingen havde set dem før. Selv min fyr, som jeg dengang havde kendt i 1½ år, havde aldrig set dem. Jeg gemte mig altid, og jeg havde et værre bøvl med at gemme den enorme brystholder, som jeg var meget flov over at have på som bare 13-årig.

(...) Jeg glædede mig som et lille barn til operationen. Da dagen endelig kom, var jeg ikke bange - bare så utrolig glad for, at dette mareridt snart skulle ende. (...) Ca. to dage efter fjernede du forbindingen. Jeg tror, det var det lykkeligste tidspunkt i mit liv. Jeg græd, kan jeg huske. Det var simpelthen af glæde over, hvor forandret jeg nu var blevet - fuldkommen forandret.

(...) Før operationen var jeg et meget genert menneske. Jeg var usikker på alting, - jeg havde aldrig gymnastik i skolen, - på stranden strammede jeg mig ind, så jeg næsten fik sår på skuldrene.

Nu to år efter er jeg fuldkommen forandret. Jeg går topløs på stranden, og ingen har endnu lagt mærke til arrene, som man næsten ikke kan se, og ingen kigger underligt på mig mere. Jeg har købt for snart mange penge solbluser, bluser, som jeg ellers aldrig før kunne finde på at bære.

Godt nok skylder jeg stadig penge i banken for operationen, men jeg tror aldrig, jeg kommer til at give bedre penge ud, end dem jeg har givet for denne operation.

Håber dette brev får dig til at fornemme, hvor lykkeligt et menneske, jeg nu er blevet."

Brystreduktions operation

Operationen foretages i hel bedøvelse, og du er indlagt til næste dag.

Jeg indtegner først den nye placering af brystvorten samt snittet og dermed arrenes placering. Herefter fjernes overskud af fedt og evt. lidt kirtelvæv. Dernæst fjernes det øverste hudlag, således at brystvorten bevares på kirtlen og løftes op til sin nye placering. Brystvævet samles og syes op til den underliggende muskulatur, hvorefter den resterende hud lukkes omkring brystkirtlen. Der lukkes med indvendig tråd, som opløses af sig selv samt et par enkelte udvendige tråde, som fjernes efter henholdsvis en og tre uger.

Der sættes små plastre over syningerne, som kan tåle let brusebad - men dog ikke cremer. Plastrene bør sidde, til du får fjernet de første tråde efter en uges tid. Du får også bandage hen over brystet, og bandagen fjernes næste morgen. Du skal bruge bh nat og dag i 6 uger, og de følgende 6 uger kun om dagen.

Når du bliver udskrevet efter operationen, bliver du sendt hjem med den aftalte bh samt en ekstra.


Komplikationer ved reduktion af bryst

Der kan i sjældne tilfælde forekomme betændelse i brystet efter reduktion. Skulle det ske, behandles infektionen med almindelig antibiotika.

Der er også en mindre risiko for assymetri, som betyder, at brysterne ikke vil være helt ens i størrelse eller form.


Kontrol efter brystreduktion

Efter 6 uger og derefter et halvt år kommer du til kontrol, hvor jeg tager efterbilleder som vi kan sammenligne med billederne før operationen.

Pris på brystreduktion

Konsultation af ca. 1 times varighed 800 kr.
Ultralydsscanning af brystet 950 kr.
Operation i hel bedøvelse med indlæggelse til næste dag 39.500 kr.
2 styk BH i aftalt størrelse 600 kr.

Alle priser pålægges fast 6% forsikringsgebyr i henhold til patientforsikringen

Efterfølgende kontrol og evt. anden konsultation er uden beregning.

Kontakt

Udfyld felterne med beskrivelse af den kosmetiske operation du ønsker, og så vender jeg hurtigst muligt tilbage til dig.