Kemisk peeling med fenol

Kemisk peeling med fenol er en særdeles effektiv behandling, hvor fenolopløsningen trænger ind i huden og stimulerer fibroblasterne i læderhuden. Dette får huden til at danne mere collagen og elastin, hvilket giver en fastere hud med færre rynker. Ligeledes bliver huden lysere, da ca. 30% af pigmentet, hudens farvestof, forsvinder. 

Du kan altid kontakte mig

Kontakt mig bonnie@bonnie-erichsen.dk

 

Risici ved kemisk peeling

Da der er tale om en særdeles effektiv behandling, er der selvfølgelig også risici. Hvis man er for overmodig og forlanger en hud helt uden rynker, kan der komme skjolder og ar.

Ligeledes kan for store doser af fenol påført huden over for kort tid, give forbigående rytmeforstyrrelse i hjertet. Derfor er det bedre at gentage behandlingen senere end at risikere komplikationer ved brug af for meget fenol.

På baggrund af disse risici bør Fenolpeeling derfor udføres med respekt og overvågning af hjerterytmen.

34 års erfaring med fenol peeling

Jeg har foretaget kemisk peeling med fenol siden 1984 og har altid været tilfreds med resultaterne til reducering af rynker og pigmentskjolder. I 2007 var jeg til det årlige møde i plastikkirurgi i New York. Der var her en forelæsning om foryngelse af hud ved hjælp af laser og forskellige former for peeling, og i denne forbindelse nævnte en ældre plastikkirurg:
"Det skulle ikke undre mig om vi plastikkirurger igen om nogle år kommer med vores lille brune flaske med fenol, fordi det både er effektivt og holder."


Konsultation før kemisk peeling med fenol

Det anbefales at tage en nær ven eller et familiemedlem med til konsultationen, som kan hjælpe dig med din beslutning og gøre dig mere tryg ved situationen. Under konsultationen viser jeg foto af forløbet og forklarer, hvad du kan forvente.

Man skal regne med at tage 10-12 dage ud af kalenderen efter behandlingen. Herefter kan man begynde at anvende en dækcreme på det peelede område. 

Hvorfor ønsker man en kemisk peeling med fenol?

Fenol peeling er en effektiv behandling mod rynker, og man kan derfor overveje den, hvis man er begyndt at udvikle rynker, eller gerne vil mindske antallet af rynker. Men det er ikke kun rynker, som kan ligge bag. Følgende er et brev, som jeg synes beskriver netop dette meget godt.

"Jeg er en kvinde på 37, som med stor interesse har læst en artikel om plastikkirurgi i almindelighed og i særdeleshed om at fjerne mørke rande under øjnene.

Det generer mig ikke, at jeg har fået rynker med alderen - de skyldes, at jeg har levet, og at der både har været glæder og sorger i mit liv. Så dem vil jeg ikke af med.

Men jeg bryder mig ikke om de mørke rande under mine øjne. Dem har jeg arvet fra min far. De skyldes hverken mangel på søvn eller dårlig levevis. Jeg ryger ikke, jeg spiser sundt, jeg løber flere gange om ugen. Jeg gør gymnastik og har en kondition som en veltrænet 18-årig.

Derfor føles det sært altid at skulle se så utrolig træt ud. Jeg er jo i topform.

Hvis der kan gøres noget ved dette, som faktisk er et stort problem for mig, ville jeg blive meget glad.

På mit arbejde møder jeg mange mennesker. Det ville være skønt ikke længere at skulle være nødt til at bruge makeup for at prøve at skjule de mørke rande og det lykkes alligevel aldrig helt."

Hvem er egnet til kemisk peeling?

Fenolpeeling er velegnet til behandling af fine rynker i ansigtet, reducering af dybere rynker og reducering af hyperpigmentering, også kaldet brune skjolde. Det er kun huden på ansigtet, som er egnet til kemisk peeling med fenol, da ansigtshuden har en større og bedre helingsevne end huden andre steder på kroppen.

Bedst egnede til kemisk peeling med fenol er kvinder med lys hud, fine rynker og overfladisk pigmentering. Effekten af behandlingen er blivende.


Hvordan foregår kemisk peeling?

Behandlingen foregår ambulant og uden bedøvelse, hvis det er et mindre område, der skal behandles. Man møder op og får udleveret smertestillende tabletter samt forebyggende tabletter mod herpes. Tabletterne mod herpes skal du tage to gange dagligt i otte dage. Selve fenolen påføres med vatpind.

Umiddelbart mærker man en sviende og brændende fornemmelse, hvorefter huden bliver hvid og følelsesløs. Derefter bliver det peelede område dækket med salve indeholdende antibiotika. Omkring fem til ti minutter efter behandlingen mærker man atter en brændende fornemmelse i huden, der svinder i løbet af et par timer og afløses af en strammende fornemmelse.

Samme aften og 1. dag efter behandlingen:

Man behandler selv det peelede område to til tre gange dagligt, og man skal undgå vand på det peelede område. Huden er grålig og hævet, men der er ingen smerter.

2. dag efter behandlingen: 

Huden er grålig og hævet, men der er ingen smerter. Nu anvendes en helende creme, som kommes på med rene hænder to til tre gange dagligt. Du skal stadig undgå vand.

3. dag efter behandlingen: 

Det peelede område dækkes af gazeservietter vredet op i koldt saltvand. Pres forsigtigt servietterne mod huden og lad dem ligge der i 10-15 minutter. Derefter dubbes forsigtigt med et rent håndklæde, og til sidst påføres creme. Der begynder nu at komme tynde sårskorper. Brug creme flere gange i løbet af dagen. Der er ingen smerter, men det begynder at stramme.

4. dag efter behandlingen: 

Fortsæt med koldt vand og creme. De tynde brune skorper vil nu begynde at skalle af. Uanset hvad, må du ikke pille ved skorperne! Det svier kortvarrigt, når der kommes creme på.

5. dag efter behandlingen: 

Enkelte steder på det peelede områder vil der være lidt tykkere skorper. Fortsæt med at pleje med koldt vand og creme.

6. dag og efterfølgende dage: 

De fleste skorper er nu væk. Huden er rød, og rødmen kan efter 8-10 dage dækkes med en dækcreme med faktor 25. Læg i øvrigt makeup som normalt. Om aftenen fortsæt med at pleje med koldt vand og creme. Rødmen kan vare ca. tre måneder, og så længe huden er rød, anvendes høj solfaktor.

Pas på din nye hud. Det tager tre gange seks uger uger, før huden har normal tykkelse. For eksempel kan en rift fra en gren give ar, når huden er så tynd. Hvis du piller i huden, varer rødmen længere.

Priser på peeling

Peeling omkring munden 8000 kr.
Peeling mund + hage 10.000 kr.
Peeling under øjnene 8000 kr.
Peeling øvre + nedre øjenlåg 12.500 kr.
Peeling mund + hage + øvre + nedre øjenlåg 20.000 kr.
Peeling hele ansigtet 37.000 kr.
Alle priser pålægges fast 6% forsikringsgebyr i henhold til patientforsikringen
Efterfølgende kontrol og evt. anden konsultation er uden beregning.

Kontakt

Udfyld felterne med beskrivelse af den kosmetiske operation du ønsker, og så vender jeg hurtigst muligt tilbage til dig.